Mit navn er Asbjørn Reissmann, jeg er 33 år gammel, og jeg er kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet i København.
Jeg er født og opvokset i København. Min baggrund er ikke klassisk socialdemokratisk. Jeg er ikke søn af to arbejdere, men to akademikere, og jeg voksede op i et hjem med bogreol og lektiehjælp. I 2017 blev jeg uddannet jurist fra Københavns Universitet (KU) og har efterfølgende arbejdet som advokat hos nogle af Danmarks største advokatkontorer. Nu er jeg juridisk chef i en mellemstor dansk virksomhed. Sideløbende med mit arbejde underviser jeg i faget Forfatningsret på KU.
Men jeg er vokset op med socialdemokratiske værdier, og at alle skal have en mulighed for at realisere sine evner og søge sine drømme. Den mulighed må aldrig afhænge af hvilken familie, du tilfældigvis er vokset op i. Det er målet for mig: Et Danmark for enhver og med lige muligheder for alle.
Det kræver for det første en fair beskatning af de højeste profitter fra salg af boliger. Lige nu er hele indkomsten skattefri. I byerne er boligpriserne steget med flere hundrede procent de seneste 20 år. Det betyder, at få har en masse friværdi. Friværdien gives videre via lån fra forældre til børn. Når børnene sælger, kan de indfri deres forældre og få pristigningen som skattefri gevinst.
Derfor vil jeg arbejde for en progressiv beskatning af høj profit opnået ved boligsalg. Så vil egenindsatsen blive belønnet. Læs mere under ‘mærkesager’.
Vores tryghedsindsats lider også af ulighed. Vi har lavet flere bandepakker, men glemt trygheden der, hvor den betyder mest: vores hjem.
I Danmark blev der i 2025 dræbt fire gange så mange kvinder af deres partnere eller ekspartnere som der blev dræbt bandemedlemmer i en bandekonflikten. I 2024 var der 118.000 og 81.000 anmeldelser af partnerovergreb fra henholdsvis kvinder og mænd. Men vi har ingen handleplan for at sætte ind over for partnervold. Det skal vi have, og det kan kun gå for langsomt.
Endeligt skal vi sikre vores sundhed. Vores luft, vand og hav skal ikke gøre os syge. Vores nære klima skal sikres gennem et sprøjteforbud omkring vores drikkevand, CO2 afgifter, så forureneren betaler for udledningen i vores luft, og så der ikke udledes kvælstoffer i vores hav.
Det er de ting, jeg vil arbejde for, hvis du stemmer på mig.
Hjælp med at få Asbjørn valgt
Hvis du ønsker at hjælpe til med valgkamp, har spørgsmål til mig, ønsker at komme med forslag til politik eller noget helt fjerde, er du velkommen til at kontakte mig på min facebookside, Instagram eller via kontaktformularen nedenfor.