Mærkesager

København er et fællesskab bestående af alt fra børnehavepædagogen, til studerende, advokaten, familien og pensionisten. Den blanding gør København unik, og mangfoldigheden er nødvendig for byens fungerende fællesskab. 

For mig er både de store og de små fællesskaber afgørende for, at vi har det godt. Fra det helt store fællesskab i Danmark til fællesskabet i omklædningsrummet i Valby Idrætspark. 

Et velfungerende København og medhørende fællesskab er en by, hvor almindelige lønmodtagere kan bo, hvor alle børn kan få en solid grunduddannelse og hvor alle borgere har muligheden for at deltage i foreningslivet. Det er, hvad der gør København til et fantastisk sted at skabe sig et liv i.

Derfor vil jeg kæmpe for, at København kan tilbyde betalbare boliger for folk med almindelige indkomster, stærke folkeskoler og et foreningsliv, der er åbent for alle. De ting hænger sammen.

Folkeskoletiden har aldrig været vigtigere. Det er i folkeskolen, at børn lægger fundamentet for deres tilværelse som voksne, uanset hvem og hvad de ønsker at blive til. Derfor skal vi have en stærk folkeskole til at give de københavnske børn den bedst mulige start på tilværelsen. 

For det er langt fra alle børn, som har forældre med tid eller ressourcer til at hjælpe dem med at lære at læse, skrive og regne. Det er derfor afgørende for vores lige muligheder, at folkeskolen kan give alle børn de værktøjer, som de har brug for til at kunne skabe den fremtid, som de ønsker, uanset om det indebærer at komme på gymnasiet, blive faglært eller noget tredje.

Folkeskolens kerneopgaver

Folkeskolen er vores introduktion til forpligtelser og rettigheder i fællesskaber. Det er her, man som menneske lærer at tage hensyn ved at indgå i en gruppe, der har forskellige meninger, holdninger og udseende. Evnen til at navigere i et fællesskab og i samfundet starter i folkeskolen.

Det er også typisk i folkeskoletiden, at man oplever sine første nederlag; dårlige karakterer, ensomhed, kærestesorger, sine forældres skilsmisse, eller hvad det måtte være. Det er første gang for alt det, man hele livet igennem vil blive udsat for. Det er i folkeskolen, at man skal lære at håndtere sine nederlag og udvikle en indre robusthed, som vil hjælpe en igennem livets stormvejr. 

Grunduddannelse, fællesskab og robusthed. For mig er det de centrale byggesten hos enhver borger i et demokratisk samfund, og det skal vores folkeskole hjælpe med at sikre. 

Balance blandt eleverne og lærere med en bolig

For at kunne det, skal vi sørge for en balanceret elevsammensætning. Derudover skal folkeskolen have mere frihed under ansvar til at indrette sig, som den finder bedst. Endeligt skal København sikre, at folkeskoler, som har elever med særlige socioøkonomiske udfordringer, får ekstra støtte til at oprette specialklasser; både af hensyn til de udfordrede elever, som ikke skal føle sig mindre værd, men også af hensyn til de øvrige elever i klassen, hvis indlæring ikke skal forstyrres. 

Det mest afgørende er, at folkeskolen har glade og kompetente lærere til at undervise og uddanne byens børn. En forudsætning herfor er, at folkeskolelæreren faktisk har råd til at bo i byen uden at vende hver en mønt.  

Siden jeg var 5 år gammel, har jeg været medlem af en fodboldklub. Omklædningsrummet, sammenholdet, venskaberne og selvstændigheden! Det var det fedeste at være afsted med sit hold på en tur, væk fra sine forældre, kun med ansvar for sig selv og for sit hold. Jeg elsker foreningslivet og har stor respekt for de frivilliges indsats for byen og foreningslivet. 

Jeg mener, at foreningslivets fællesskaber er det bedste sted for menneskelig udvikling og opbygning af karakter. Derfor har jeg også både været træner og bestyrelsesmedlem i min nuværende fodboldklub. 

Det er derfor helt enormt ærgerligt, at alle sportsklubber i København har lange ventelister. Der er enten ikke plads nok på banerne eller i hallerne, ressourcer nok til materialer eller personale/frivillige nok til, at flere medlemmer kan optages. 

Det skal vi gøre noget ved. København skal have et stærkt foreningsliv for børn, unge og voksne i alle aldre. 

Foreningslivet er kuren mod almindelig mistrivsel

For ikke nok med at det er godt for ens udvikling i starten af livet. Foreningslivets fællesskab er også med til at forme og støtte dig som ung. Som en del af et fællesskab har man en værdi. Det gælder også som voksen, hvor omklædningsrummet kan give et pusterum fra bekymringer eller et forum til at dele dem. Som ældre er foreningslivet med til at holde systemet i gang og hjernen frisk. 

Som jeg ser det, er foreningslivet den bedste kur mod almindelig mistrivsel, og det gælder for alle aldersgrupper. Derfor skal vi også skabe en bedre forbindelse mellem uddannelsesinstitutionerne og foreningslivet, så børn og unge kan få hjælp med deres bekymringer derigennem i stedet for at indgå i et kommunalt behandlingsforløb, som for det første er dyrt, og for det andet vil bekræfte dem i, at der er noget galt med dem, hvis de er kede af det. Eksempelvis et kommunalt faciliteret samarbejde mellem den lokale skakklub og den nærliggende folkeskole. 

Derfor skal foreningslivet styrkes. Det skal ske ved, at det indgår i planlægningen, når nye områder af byen skal bebygges. Lokalplanerne kan stille krav om, at nybyggeri skal være tilknyttet en indendørshal. Derudover skal de eksisterende idrætsfaciliteter tilføres midler, så der kan anlægges kunstgræsbaner til fodbold og så svømme- og indendørshallerne kan vedligeholdes. 

Civilsamfundets foreninger og fællesskaber 

Foreningslivet er dog ikke kun sport. Vi skal styrke samarbejdet mellem kommunale indsatser og civilsamfundets gode arbejde. For den kommunale forvaltning skal være bundet af regler for at sikre den grundlæggende drift og byens faciliteter. Men de faste pligter gør det samtidig svært at tænke ud af boksen og skabe de bedste rammer for foreninger om kunst, musik, litteratur eller andet, som ikke lige passer ind på en kunstgræsbane. 

Civilsamfundet kan skabe rammer for fællesskaber, som for få midler kan hjælpe borgere, som af den ene eller den anden grund ikke lige passer ind. Om det er den hjemløse, som får arbejde som lokalguide på Vesterbro via foreningen Gadens Stemmer, eller den spirende musiker fra blokken, som får debut i et studie stillet til rådighed af en organisation fra Fishtank i samarbejde med kommunen. 

Vi skal ikke være bange for at bruge civilsamfundets mange gode kræfter. Men vi skal være opmærksomme, når vi gør det, for et stærkt København med et fællesskab for alle er kommunalpolitikernes ansvar.